by King
Chaos
KingChaos's Grotte på nettet.
Hej håber I alle nyder sommervarmen. Nu er tiden endelig kommet. Sommer-krimi-føljetonen er færdig og klar. Jeg vil godt understrege at det ikke er en roman, men derimod bare et e-mail hørespil i 6 dele. Det er min mening at sende afsnittene ud de næste 6 fredage. (ja,faktisk første afsnit på mandag og derefter de næste 5 fredage :)
Til dem der nu allerede sidder og hopper af glæde må jeg med beklagelse sige at det ikke er en Jan & Ken historie...det er en Kit Karlsen Krimi, beklager...måske næste gang :)
Det er sikkert en fordel at have læst julekalenderne 1997 & 1998 inden man læser den her historie, men man burde kunne klare det uden. Sjovt nok foregår historien om foråret og slet ikke om sommeren, men det kan være det kan virke afkølende.
Den font jeg har brugt er Comic Sans, så hvis I vil have det autentiske look så er bare om at sætte jeres e-mail programmer rigtigt op. (Og dem af jer der bruger tele-slynge, ja I ved hvad der skal til...)
Hvis der nogen der kender nogen som absolut må have tilsendt historien, så send mig en mail. På et senere tidspunkt vil historien blive lagt op på min hjemmeside, men det er ikke lige nu :). Hvis I skal have sendt den til en anden e-mail adr. så giv mig besked.
Jeg vil godt lige benytte lejligheden til at sige tak. Til Tommy fordi han er benhård i sin kritik og fordi jeg altid kan regne med at han ikke lægger fingre imellem. Til Marit fordi hun bare ville have den længere (det får du nu, sis!). Til Karin fordi hun er den ultimative Crime-Mama! Tak fordi jeg måtte hærge alle dine bøger. Og sidst men ikke mindst til Polle som har holdt mig i hånden når jeg har haft brug for det.
C
Mordet på Jonna Gilbo
En Kit Karlsen Krimi
1.del
- ...llo, det detektivbureauet, det Kit
- Ja, ...øh ...ja, mit navn er Gilbo, ...Jonna Gilbo.
- ...og mit er Kit Karlsen, hvad kan jeg hjælpe med?
- Jeg ...tror jeg har brug for en ...øh ...privatdetektiv...
- Jamen, det kan vi da allesammen få brug for, frue ...hvad er problemet?
- Ja, altså jeg tror der er nogen der følger efter mig, ...ringer mig op midt om natten, ...måske har de også været inde i mit hus....
- Mmm, det lyder nu som om De skulle prøve at ringe til politiet.
- Jam' jeg har ringet, ...politiet siger bare jeg er hysterisk.
- Hmm, ...ja, men vi kan da sagtens aftale et møde ...? Hvornår passer det Dem?
- Ville De være ked af at komme ud til mig?
Kit tog sig til hovedet.
- Nej, nej, det er da bare fint, ...jeg skal lige have en lap at skrive på .....
***
Han stoppede på grusstien, og trak vejret i hæse stød, selvom han ikke havde løbet den mindste smule. Han tørrede de snavsede fingre af i den lige så snavsede cowboyjakke. Han kiggede op mod huset. Vinduet til soveværelset stod på vid gab. En dundyne hang dovent halvt ude af vinduet. Et par solsorte sang i den spinkle formiddagssol. Han gik ind igennem buskene og op imod huset. Hans store støvler satte saftige spor i græsset, der var fugtigt og endnu ikke overbevist om at det var blevet forår. Ved hjælp af en gammel ølkasse kunne han lige akkurat nå op til vindueskarmen.
***
Han parkerede bilen et stykke fra huset. Han kiggede på sit ansigt i spejlet og rettede på sit slips. Han så på sit ur. Det var ved at være tid.
***
- Alarmcentralen.
- Hallo? ...Hallo? Ja, der er nogen i mit soveværelse!
- Ja? Hvor ringer De fra?
- Hallo? Jeg kan høre at han roder rundt derinde!
- Vær venlig at fortælle hvor De ringer fra!
- Kom dog og hjælp mig! Hvad skal der til for at politiet dukker op!?!?!
- De er nødt til at oplyse hvor De ringer fra....
- Hov, hvad er nu det? Nu er der nogen ved hoveddøren!
>>>Klikk ...............
***
Kit kiggede på papirlappen. "Lærkevej 37". Hun havde stadig tømmermænd. God fest. Det var skide synd at alle de andre ikke kunne komme. Hun drejede til højre op ad Lærkevej. Hun var glad for at de først havde aftalt at mødes kl. seksten. Hun var kun en halv time forsinket. 15 ...17...19 ..., vejen lavede et svagt buk ...21 ...Et stykke forude kunne hun se en ambulance og en patruljevogn holde midt på vejen.
- Shiiit, nu kommer jeg for sent til mit møde!
Kit parkerede ud for nr. 29, og gik det sidste stykke. En uniformeret betjent stod udenfor havelågen til nr. 37.
- Hej, hvad er der sket?
Betjenten så ikke direkte på hende, men stirrede bare ud i luften. Han må have været mindst 2 meter høj. Hans uniform tårnede sig op foran Kit.
- Vær venlig at gå videre. Der er sket en ulykke og ambulancefolkene skulle gerne kunne komme frem og tilbage.
- Jam', jeg har en aftale med én her i nr. 37!
Betjenten så op og ned af hende.
- Hmm, et øjeblik.
Han gik op ad flisegangen.
Huset var en lille gul bungalow med have på bagsiden og udsigt over mosen. Vinduerne ud mod vejen løb i hele husets længde. De abrikos-farvede gardiner var trukket for.
Kit lænede sig op af havelågen. Hun følte sig udbenet. Aldrig mere sprut.
- Ah! Karlsen, selvfølgelig! Det her er så grimt at du måtte være involveret!
En kæmpe af en mand stod på trappen ved hoveddøren. Hans falmede cotton-coat blafrede i vinden.
Han trådte tungt ned af trappen. Hans enorme krop duvede langsomt ned mod det sted hvor Kit stod.
Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt, rettede sig op og så kriminalkommissær Feddersen direkte op i øjnene.
- Hvon går det, gamle?
Feddersen trak frakken sammen om sig. Selvom det var maj, var det stadig ikke rigtigt forår.
- Vi arbejder, Kit. Du står og hænger. Passér venligst gaden.
Kit smilede til ham.
- Næe, du, ...jeg har en aftale med ....
Hun fumlede efter sedlen i lommen.
- ...ah ...Fru Gilbo ...kl. 16.00 dut!
Feddersen kiggede på sit ur.
- Ja, du kommer altså for sent.
- Ja, ja, en halv time fra eller til, ....kan du ikke sende hende ud?
Feddersen lukkede øjnene.
- Kit, du kommer rigtig for sent denne gang. Hun er død ...og jo, vi sender hende ud med ambulancefolkene lige om et øjeblik.
Kit tog sig til hovedet og lænede sig ind over havelågen.
- Shiiiiit.
Feddersen lagde hovedet på skrå og kikkede på hende.
- Du ligner ...udskidt vandgrød ...gå hjem og sov, Kit. Her regerer kun de døde.
Hun smilede og tændte en smøg.
- Så passer jeg jo lige ind ....
Hun tog et par hurtige skridt op ad havegangen ...og kiggede tilbage mod ham.
- Hva' døde min ...ahem, ex-klient af ?
Feddersen var nået op på siden af hende.
- Hey, hey, ...der er ikke adgang for privat personer, ...og da slet ikke private privatdetektiver, som bare fucker politiets arbejde op og kommer ud i problemer, som ikke kan klares med en stiv whiskey.
Kit var standset på trappens nederste trin.
- Henry, gamle dreng, du vil jo gerne vide hvorfor jeg er hér, ikke ? Og hvad jeg har snakket med Fru Gilbo om, ikke?
Feddersen trak på skuldrene, tog fat i hendes albue og førte hende ind i huset.
***
Lægen var færdig med den døde kvinde og to ambulancefolk løftede det indpakkede lig over på båren.
Tre af politiets teknikere gik tavse rundt i hvide plastik heldragter.
Soveværelset lignede et kyllingeslagteri. Kit stoppede op på dørtrinnet.
Feddersen tog fat i hendes skulder.
- Du skal ikke gå derind.
- Hvor kommer alle de fjer fra?
- Jeg tror hun prøvede at holde gerningsmanden væk med sin dyne.
Feddersen holdt hænderne op foran sig, som holdt han en dyne mellem dem.
Kit så sig om i værelset som var oplyst af et par store projektører som stod i hvert hjørne.
- Der er jo blod over det hele. Han er gået fuldstændig amok!
Feddersen fulgte hendes blik.
- Du tror det er en "han"?
- Hæ, det ved jeg sgu' da ikke, men det plejer det at være, når det er så voldsomt.
Feddersen trak hende ud i den lille entre.
- Lad os mødes oppe på "gården" i morgen kl.11. Så har jeg nogen af de tekniske resultater og jeg slipper for at have dig trampende rundt på åstedet.
- Hey, du ved præcist hvordan du skal få en pige til at føle sig velkommen.
Hun trampede ud af hoveddøren og ned af trappen.
***
- Gilbo, Jonna, 53 år, fraskilt, mor til to piger, ansat som sekretær, ...og forfatter til bogen "Scener fra et supermarked", et af de mindre boghits, for ...lad mig se ...to år siden.
Kit lænede sig ind over Feddersens skrivebord for at se på de billeder han havde spredt ud.
Hun tog et af dem op.
Kvinden på billedet var i en lang, blomstret sommerkjole og en bred-skygget flettet hvid hat.
Fotoet var taget i Tivoli, man kunne se Divan2 og ballongyngerne i baggrunden.
- Hmm, pæn, ...sån lidt damet.
- Ja, ikke li'som dig, Kit.
Han smilede og så på hendes blonde strit-hår.
- Hey,hey, ...hun er næsten på min mors alder!
- Var, Kit, var på din mors alder.
Kit drejede billedet lidt på skrå.
- Hvem er ham den sure i det bordeaux jakkesæt ved siden af hende?
- Ja, det ved vi ikke endnu, ...men det finder vi ud af.
Kit smed billedet fra sig og tog et andet. Den samme dame, ny hat, ny mand og noget der lignede Klampenborg Galopbane.
- Hun var forfatter?
- Prrff, så vidt jeg kan regne ud, har hun kun skrevet den ene bog, ...ja, det gør hende vel til forfatter ...til daglig arbejder hun på et reklamebureau i Vanløse. Har du læst hendes bog?
Kit kiggede forbavset på ham.
- Mig ? Det lyder som så noget social-pladder. Jeg læser ikke bøger.
- Nårh, nej, det havde jeg rent glemt, hvis du endelig læser noget, er det brugsanvisningen på din lokale slavewhiskey.
Kit så surt på ham og smed billedet tilbage på bordet.
- Okay, okay, jeg læser den i aften, ...hvad har du?
Feddersen tog en mappe frem fra en af bunkerne.
- Hun er død efter adskillige stik fra en filet-kniv. Vi har fundet en kniv i den nederste del af haven. Det er efter al sandsynlighed den.
Vi har halvanden fod-aftryk. Et i haven og et halvt på dynebetrækket. En stor army-boot. Han er ret stor, størrelse 46-47.
Kit kikkede på fotoet af fodaftrykket.
- Hvad med fingeraftryk?
- Et enkelt på vindueskarmen, det er alt. Intet på kniven.
- Hmm, hvornår døde hun?
- Vi er ikke helt sikre, men vi gætter på ved 10-11 tiden. Alarmcentralen modtager kl 10.14 et underligt opkald fra en kvinde, som siger at der er nogen der roder rundt i hendes soveværelse. Men forbindelsen bliver afbrudt inden vagthavende kan få adressen. Det passer meget godt med hvad retsmedicinerne foreløbig er kommet frem til.
Feddersen samlede billederne sammen i en bunke.
-Hvad snakkede I om, Kit?
- Tja'...vejr og vind, ...nej, hun mente at hun havde brug for en privatdetektiv som kunne finde ud af hvem det var som fulgte efter hende og ringede til hende om natten.
- Jamen, hvorfor ringede hun ikke til os?
- Det havde hun gjort, men hun mente ikke I tog hende alvorligt.
Feddersen fandt en blok frem og lavede et par kruseduller.
- Det skal jeg lige ha' checket. Hvad mere?
Kit trak på skuldrene.
- Ja, ikke mere, det var det ...
Feddersen lænede sig tilbage og så på hende.
- Det var ikke meget, Karlsen?
- Næe, hvad er jeres næste træk?
- Vi skal ha' snakket med naboer og kollegaer, så der er nok at se til, ...men så vidt jeg kan se er du ude, Kit. Der er vist ikke mere kød på din klient og din sag.
Kit rejste sig og trak læderjakken på.
- Næe, ...og du har jo også travlt ...held og lykke, Henry.
*************
Mordet på Jonna Gilbo
En Kit Karlsen Krimi
2.del
Kit trak kraven på læderjakken op om ørene og skuttede sig. Vinden drev koldt ind over mosen. Hun kiggede op mod det gule hus. Fra hvor hun stod på grusstien kunne hun mellem buskene lige se soveværelse-vinduet.
Hun begyndte med raske skridt at følge stien rundt om mosen. Selvom det var eftermiddag var der ikke mange mennesker. En blishøne sagde lyde mellem sivene. Hun skulle huske at ringe til sin mor.
Da hun nåede om på den nordlige side af mosen fik hun øje på et par barakker som nogen havde smidt ind mellem træerne. Hun gik langsomt nærmere.
Vinduerne mod syd var skoddede til.
- Nååårh, du ...du ...måske ...fra ...kumunen, hva'?
Kit fór sammen.En mager og uhumsk fyr, i en falmet Addidas-jakke, kom hen imod hende. Hans hår var tjavset og hans tænder næsten kul-sorte.
- Nååårh, så du sgu' da panser, mand, ...det ka' ja' da se, mand...
Kit tog sine smøger frem.
- Vil du ha' en ?
Fyren stoppede op et par skridt fra hende, som havde hun trukket sin pistol.
- Hvar ?
- Du ryger måske ikke?
Kit bankede to smøger ud af pakken og stak den ene i munden.
- Hvar ?
- Vil du ha' en eller ej ?
Han tog med rystende hænder imod cigaretten.
Kit tændte for dem begge.
- Nårh, du ...du ..leder måske efter Kim Bo, hvar ?
Kit så op på ham.
- Mmmm ...hvad er det her for et sted?
- ja, det da et vær'-sted for os dar på metadon, mand ...han er her altså ikke, vel ...han er ude i noet shit, du ....han var bare pissebange, du ...panserne ved lige hvon han ser ud, du ...du har ikke en smøg til, vel?
Kit stak ham resten pakken.
- Hvornår har du sidst set ...øh ...Kim?
Narkomanen gned nervøst sit ene øje som væskede med tykt gulligt puds.
- Han ...han ...var helt oppe og køre, du ...er det fredag i dag ?
- Næe, det er tirsdag.
- Nårh, ...så ...så var det nok en anden dag, ...jeg så ham, ...altså Kim Bo, ikk' ...måske i går, ...jeg ved ...var det fredag igår?
- Det var mandag i går.
- Der var ...der var sgu også en panser og spørge efter ham i går.
- I går?
- ...hvar?
- Var der en fra politiet og spørge efter ham i går?
- Vidste du, at Kronprins Frederik, når han engang er fuldt ...erhm ...udvokset ...måske bli'r højere end sin mor, hvar?
- Hør lige, ...tror du ...at du kan hjælpe mig med at finde Kim Bo?
- Han var ...heeeelt udknaldet, mand ...spacey paranoia, mand ...
- Hvorfor?
- Hvar ...?
- Hvorfor var Kim Bo så underlig da du så ham sidst.
- ...det ...det ...han havde lavet noget lort ...i en eller anden villa, du ...
- Ved du hvor han er nu?
- Han ...han ....han er sgu' li'som gået under jorden, du ...det er han .......
Kit klappede ham på skulderen, drejede om på hælen og gik ud på stien.
- Hey , du har vel ikke noen penge? Bar' to kroner, du?
***
Kit gik op af grusstien som ledte op til Lærkevej. Ved lågen til nr. 37 stoppede hun og pillede lidt distræt ved afspærringstapen.
- Nårh, du er måske også fra politiet?
Kit kiggede op. En ældre dame forsøgte at se over hækken fra nr.35. Kit kunne lige ane hendes lillagrå hår og et par plirrerende museøjne.
- Mmja ...jeg ...øh ...er en del af det man kalder ...erhm ...efterundersøgelsen.
Kit gik helt hen til hækken.
- Der er vel nogen som har været og tale med Dem, Fru ...?
- Frøken, er det faktisk ....Frk. Bjerrehuus ....ja, dér var en flink herre i formiddags og snakke med mig.
- Jamen, så er det jo bare fint, Frk. Bjerrehuus.
Kit begyndte at gå op ad havegangen. På den anden side af hækken trissede den ældre dame efter hende. Kit kunne høre den klaprende lyd af damens hjemmesko mod fliserne.
- Ja, ...ja ...jeg siger bare ....det må være værst for hendes mand ...sån og komme og finde hende og det hele ...
Kit stoppede op.
- Hvilket?
Frk. Bjerrehus stod på tæer for at kunne se ind over hækken.
- Ja, altså ...han fandt hende jo og alt muligt ...gjorde han ikke?
- Hvorfor tror De det, Frk. Bjerrehuus?
Den ældre dame gik et skridt tilbage og så lidt forskrækket ud.
- Jam' jeg så ham, da han parkerede bilen oppe ved nr. 19 ...jeg var på vej ned i Fakta efter kaffe.
Kit gik helt tæt hen til busken. Og sænkede stemmen.
- Har De fortalt det til poli ...erhm ...den betjent der var hér i formiddags?
- ja, ...det .....det er jeg ret sik ......måske kan jeg godt have glemt det , der er jo så meget man skal huske ...men så er det vel nok godt at De er her nu ....
- Ja, bestemt, ...hvad tid var det De så ham?
- Mmm ...mm ...måske var den 10 eller halvti, måske ...?
- Hvad var det for en bil han kørte i?
- Bil?
- Ja, han kørte i en bil, ikke?
- Næe, den havde han jo parkeret oppe ved nr. 19 ...
- Ja, hvad var det for en bil?
- Ja ...hvad var det nu? ....det var en bil, ...den var hvid ...tror jeg, ...måske sådan lidt aske-beige-agtig, måske var det en Ford Kadet ...eller ....?
- Jeg tror bare det er fint, Frk. Bjerrehuus ...
Kit skyndte sig op mod huset.
***
Hun brød plomben og listede ind i entreen. Hun stod et øjeblik og forsøgte at vende sig til halvmørket. Hun skubbede døren til soveværelset op med spidsen af sin fod. Den blege eftermiddagssol fik en lunt skær når denne skinnede gennem de orange gardiner som politiet havde trukket for.
På væggen til højre for døren hang en række indrammede familiefotos. Det ældste så ud som om det var 35-40 år gammelt. En pige på femten krammede en hest, der efter skiltet på billedet, lød navnet "Ringo". Et andet forestillede en mand og en kvinde midt i tyverne med hver deres lille pige på skødet. Kit elskede familiefotos. Det mindede hende altid om at hendes søster var sindsyg og at hendes far var død af druk.
Hun stillede sig midt i soveværelset, lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hun forsøgte at fornemme hvad der havde fundet sted indenfor rummets 4 vægge. Hun prøvede at få nogen billeder frem for sit indre øje, måske at sætte sig i morderens sted.
Da hun efter nogen minutter kun kunne mærke en let kløen på næsen, gik hun i stedet i gang med at rode i afdødes kommode.
>>DDRRRIIIIIIIIIIIIIIIIING .......<<
Kit var i gang med skuffe nr. 3, da telefonen ringede.
- Hallo?
- Jonna? Det Birte ...ja, det er meget godt at du sender mig otte sider, og så hører jeg ikke fra dig i en måned ...er resten af manuskriptet færdigt?
- Hallo? Ja, mit navn er Kit Karlsen, og jeg er bange for at Jonna Gilbo er død.
- Hvad? Hvem er det?!
- Kit Karlsen. Jeg er privatdetektiv, og De er?
- Er Jonna død?
- Ja, desværre. Er De hendes arbejdsgiver?
- Nej, jeg er Birte Munkedahl, fra forlaget Munkedahl & Søn, ...hvordan kunne det ske så pludseligt?!?
- Ja, det er frygteligt, ...jeg tror vi har noget at snakke om, Fru Munkedahl ...er det sådan jeg kunne komme forbi forlaget på vej hjem?
- Hvar? Ja, ...men det er jo skrækkeligt ...jeg er ...ja,ja, kom bare, ...hvad var navnet?
- Kit Karlsen.
***
Han så hende komme ud af huset. Hun var ikke så høj, til gengæld havde hun bredde skuldre. Hendes hår var strit og næsten helt sølvfarvet. I den slidte læderjakke og cowboybukser lignede hun ikke én fra politiet. Hvorfor gik hun og rodede i hans sager? Var hun fra en avis? Han kunne ikke have at nogen stak deres næse i hans ting. Hun satte sig ind i en gammel Toyota. Han skrev febrilsk nummeret ned.
***
- Hallo? Det er Gerda ...hallo?
- Hej, lille Gerda, det Kit ...er din far hjemme?
- Heeeej, Kit, ....kommer du snart og besøger os?
- Helt sikkert, snut ...må jeg tale med din far?
- FAAAAAAAAR, det Kit! FAAAAAAAAR !
- Ja, det er Feddersen, ...hvad vil du?
- Hej, Henry, jeg kan også godt li' dig ...jeg tror jeg har et varmt spor i Gilbo-sagen. I skal have fat i en narkotype, ...ved navn ...øh ...Kim Bo ... etellerandet ....
- Ja, ham leder vi allerede efter, det var hans fingeraftryk på vindueskarmen, ...var der andet "varmt", du ville af med, Karlsen?
- Ehm, ...ja, har du talt med hendes mand?
- Eks-mand, de var skilt, Kit ...ja, han er blevet underrettet, ...han var selvfølgelig chokeret, ....hvem ville ikke være det? Du, Kit, jeg er midt i medisteren, var der andet som du vil af med?
- Jeg har snakket med hendes forlægger, det lød som om hun var ved at skrive en ny bog.
- Fint, Kit ...jeg er sikker på du kan få lov læse den, ...når du er færdig med den første! Jeg er på mit kontor i morgen fra kl. 10 ....farvel, Kit.
- Jam ...
>>Klik<<
***
Hans ærmer blev helt våde. Vandet var koldt og grumset. Alligevel blev han ved indtil de sidste bobler var forsvundet ...og så lidt til. Han skubbede den livløse krop ind mellem sivene. Han rystede armene frem og tilbage for at få lidt af det ækle mosevand af. Han gik med faste skridt op mod villavejene. Det var ved at blive mørkt. Han satte sig ind i bilen og tog den snaskede jakke af og lagde den om på bagsædet.
***
Kit gik op af den store trappe i det fine gamle hus i indre by. Birte Munkedahl åbnede den store egetræsdør med glasmosaikken for hende, da hun nåede op på tredie sal. Fru Munkedahl var en høj ranglet dame på 70 år. Hendes hår, som var helt gråt, var sat op i en knold oven på hovedet. Hun var i en håndstrikket cardigan og en skotskternet nederdel.
- Ja, jeg beklager, men alle andre er gået hjem, det er kun en gammel nisse som mig der arbejder til langt ud aftenen. Vil De have kaffe?
- Ørhm, ja, det ville være fint ...sig bare "du".
Kit tog læderjakken af og hængte den over stolen.
- Hvad var det Jonna Gilbo var ved at skrive?
Fru Munkedahl hældte kaffe op og satte sig så ned bag det store skrivebord.
- Mælk?
- Hvad? Næe, ...næe ...kan jeg komme til at se manuskriptet?
- Nu var der jo ikke noget manuskript, ...ja, det vil sige ...Jonna sagde at bogen var næsten færdig, ...men ....ja, hun sendte mig et par sider ...og fik et forskud ...
- På hvor meget?
- 20.000, ...det ...jeg vidste jo ...at hun ...ja ...den første bog var jo et hit, så ....
- Hvad handlede den nye bog om?
Fru Munkedahl rettede nervøst på sit hår og studerede så intenst sine lakerede negle.
- Ja, den skulle jo handle om det samme som den første ....bare mere ...hvis De forstå?
Hun rettede nervøst på kjolen. Kit trak vejret dybt.
- Ja, nu ....ja, jeg har kun lige skimmet den første bog , så ....
Fru Munkedahl nikkede forstående.
- Ja, den skulle jo handle om hendes arbejde og de mænd hun nedlagde.
- Nedlagde? Hvordan nedlagde?
- Ja, erobrede ...øh ...forførte, altså.
- Hvad? Hør lige, ja ikke for noget, men hun var jo ...hvad skal vi sige ....50 eller måske 55. Det var måske en meget lille bog?
Fru Munkedahl smilede og rystede på hovedet.
- Jonna var, efter eget udsagn, meget ...øh ...aktiv.
- Ja, det tror jeg også man skal være, for at få noget, når man er oppe i halvtredserne.
- Ja, ifølge hende selv var det ikke noget problem, og i hendes første bog virker det meget oprigtigt, hvad synes De?
Kit lukkede øjnene.
- Er det sådan at jeg kan låne den del som hun har indleveret?
- Hmm, ja ...tror De at der nogen måde, hvorpå De skaffe mig resten af manuskriptet?
Kit smilede, rejste sig op og tog læderjakken på.
- De vil måske hyre mig til at skaffe ..."det forsvundne manuskript"?
- Ikke nogen dårlig idé. Hvad ville det koste?
Kit klappede sig søgende på lommerne.
- Tja' ...hvad med 20.000 plus udgifter.
Fru Munkedahl åbnede skuffen i det store skrivebord og tog et checkhæfte frem.
- Ja, det lyder da, ....hvad med et beskedent forskud?
***
Der var lys oppe hos privatdetektiven. Sov den slags mennesker aldrig? Han havde stået nedenfor hendes vinduer i flere timer. Ind imellem kunne han se hende gå frem og tilbage foran vinduet. Hvad var det hun havde gang i? Hvorfor snagede hun i hans sager? Hun skulle ikke ødelægge hans liv. Han blev stående til alt lyset blev slukket. Han tøvede et øjeblik, gik så med raske skridt hen til opgangen. Han lod fingrene glide hen over skiltet med "Kit Karlsen, Privatdetektiv". Han tog i døren. Den var selvfølgelig låst. Han overvejede at knuse en rude. Det var for galt med hende! Han knyttede sine hænder til knoerne blev helt hvide. Han så på navneskiltet. Knaldede så den ene hånd hårdt ind i messingpladen, vendte sig og gik hen til sin bil.
***
- Hør hér!
Kit fór ind på Henry Feddersen kontor. Klokken var kvart over 12. Feddersen var ved at studere indholdet af sin madkasse. På skrivebordet stod en lys øl. Han kiggede kort op på hende og forsatte så med at pille ved skyen på sin spegepølsemad.
- Jeg har læst hendes bog! Jeg har læst de første sider af hendes næste bog! Den kvinde var bare så aktiv!
Feddersen havde taget et stykke sky op på sin finger. Han slikkede det undersøgende i sig. Han smaskede som var det et kæmpe stykke kage.
- Hendes libido var en læææderdragt uden på den nøgne hud!
Kit smed sig ned i stolen foran skrivebordet.
Feddersen så på hende og gentog smaskelyden.
- Ved du hvad jeg tror?
- Næe?
Han lod tungen køre rundt om fortænderne.
- Jeg tror den hér sky er for gammel ...ja, det er jeg faktisk ret sikker på ...hmmm.
Kit så på ham med store øjne.
- Hvad, ...øh ...har du opgivet at finde hendes morder eller hvad?
Feddersen smilede og tog en tår øl direkte fra flasken.
- Næe, Kit ...bedre endnu, ...vi har fundet hendes morder, ...i morges klokken seks otte og tyve blev den mistænkte og stærkt eftersøgte, Kim Bo Jensen, fundet, drivende rundt ude i mosen med hovedet nedad.
Han finger- og ikke mindst fodaftryk blev fundet på gerningstedet.
Jeg tror ikke han har kunnet klare tanken om det frygtelige han havde gjort. Derfor tog han en overdosis og kastede sig i søen. Slut, prut, sagen er opklaret ...og alle meget private privatdetektiver må godt gå hjem op slappe af!
Kit stirrede ud i luften.
************************
Mordet på Jonna Gilbo
En Kit Karlsen Krimi
3.del
Kit sank lidt sammen i stolen og så på Feddersen.
- Jamen, hør lige ...
- Nej, Kit, nu er det dig der skal høre efter ...det var et berigelsesdrab, narkomanen som slog hende ihjel er druknet ....d-r-u-k-n-e-t, som på bunden af et whiskeyglas ...er det så svært at fatte?
- Henry, ...hvem fandt Jonna Gilbo? Hvordan blev det opdaget at hun var død? Har I afhørt hendes eks-mand? Hvorfor var der ingen fingeraftryk på kniven?
- Han tørrede den vel af ...hvad ved jeg ...jeg har jo sagt til dig at vi har talt med hendes tidligere mand, sagen er opklaret.
- Jeg har talt med hendes nabo, hun siger at Jonna's mand var derude, i mandags, om formiddagen, var det ham der fandt hende?
- Har du talt med naboen?
- Ja, jeg har talt med naboen, hun siger at manden parkerede si ...
- Du har mødt Frk.Bjerrehuus? Hun er tosset, ...plimmelim ...lystløgner og to skridt væk fra koldbøttefabrikken. Vi har hende i arkivet, hun møder op på Gladsaxe politi-station og på station 1. De siger hun går hele vejen. Prøv at ringe til Eriksen på Husum-bladet og sig "Bjerrehuus" til ham. Så løber han skrigende bort! Jonna's naboer til den anden side, et ungt par, ringede til alarmcentralen, fordi de hørte støj derinde fra,...desværre var de lidt beklemte ved situationen, så de ventede et par timer ...og hendes eks-mand har et alibi for i mandags, så tossen må have set en der mindede om ham.
- Jam'...
Kit rejste sig langsomt fra stolen. Hun bed sig eftertænktsom i læben.
- Du, Henry ...har du adressen på eks-manden?
***
Klokken var 8.
Kit ringede på dørklokken. Villaen tårnede sig op i 3 etager. En gammel Hellerup-kasse fra århundredeskiftet. Hun var ikke meget for at være så tidligt oppe, men det var den eneste måde.
Døren blev åbnet og en mand omkring de 55 stirrede på hende. Han var høj. Næsten 2 meter. Det virkede som om den lange krop hang lidt forover, som en hejre eller en stork. Den lange storkekrop var ved at iføre sig sin overfrakke, imens den holdt døren.
- Ja?
- Ørhm, ja ...god morgen ...Jørn B. Hansen?
- Ja, det står der jo på døren. Hvad kan jeg hjælpe med?
Han havde fået jakken på og forsøgte nu at rette på sit sparsomme hentehår.
- Ja, det er angående Jonna ...
Han rynkede panden og hans øjne blev smalle sprækker.
- Er du fra Ekstra Bladet?
Kit så på ham med store blanke øjne.
- Næ, jeg er privatdetektiv. Jeg leder efter Jonna's ....efterladte manuskript.
Manden sænkede skuldrene og slappede tydeligt af .
- Havde hun skrevet en ny bog? Jeg kunne have sværget på at hun ikke havde det i sig.
- Hvorfor det?
Han lukkede døren bag sig og gik langsomt ned af havegangen.
- Ja, ...jeg ved ikke ...den første bog, ...jeg ved ikke, hun blottede hele sit liv ....jeg troede ikke der var mere tilbage ...
Kit fulgte efter ham ud af lågen.
- Ja, undskyld, ikke fordi det kommer mig ved, men hvorfor blev I skilt?
- Hun ...jeg tror jeg var mere til båd, børn og bungalow.
- Hvaa ...er du på vej indtil byen? Kan jeg ikke få et lift?
Han stoppede op og kiggede på hende.
- Lift? ...jo, men det bli'r altså med s-toget.
- Hvad?! Har du ingen bil?
Han smilede.
- Næe, der har ligesom ikke rigtig været tid, ....jeg ved ikke ...jeg tror heller ikke rigtig at jeg egner mig til at køre bil. Jeg tror jeg bli'r for hidsig.
Kit lynede læderjakken. Det var ikke rigtig forår endnu.
- Hvor tror du, hun kan have lagt manuskriptet?
- Øhm ...det ved jeg ikke ...hjemme? Måske ...? Hvad med hendes computer?
Kit's øjne blev til små, sorte, utydelige sprækker.
- Computer?
- Jah, sidst jeg snakkede med hende, det er 3 uger siden, var hun stadig hel eksalteret over at hun endelig havde fået taget sig sammen til at købe en computer.
- Computer?
- Ja, en stor 400 Mhz tingest ...jeg spurgte hende om hun skulle spille Red Alert eller Tomb Raider ...men det er nok kun de sejeste piger der gør det, høh høh ...
Kit så på ham som havde han forvandlet sig fra en normal forstads gubbi til en savlende cola-drikkende nørd.
- Red hvaffor noget?
Han smilede bredt til hende.
- Never mind, det er bare et spil ....
***
- Du, Henry!
Kit kom brasende ind på Feddersen's kontor.
- Hvorfor fanden sagde du ikke at hun havde en skide computer?!?!?!?!??!
Henry Feddersen kiggede langsomt op fra de papirer han sad og læste.
- Nårh, god dag, god dag, Kit og hvordan går efterforskningen af "Den forsvundne Mordsag" ?!?
Kit satte sig.
- Hør, nu, jeg prøver bare at finde hendes bog ...og så har du gemt hendes computer!
- Næe, du, vi var bare nødt til at undersøge den ...bevismateriale, og så noget.
- Jamen, nu er I jo "færdige" ...eller hvad? Kan jeg så, på vegne af, ..."dødsboet", inddrage dyret ?
Feddersen's ansigt lyste op i øjeblik.
- Næe, du er forsent på den igen, Kit ....den er blevet udleveret i morges til Fru Munkedahl fra forlaget Munkedahl og søn.
- Okayyyyyyyyyyyyyy ......så vil jeg da lige suse ind til min klient!
Kit fløj op af stolen og ud af døren.
***
- Mmmm ..mm ...errhm ...
- Hallo, er det Simon?
- Phemmm ...
- Hallo, det er Kit, ...er det dig Simon?
- Mmmm ...pu ...hallo?
- Ja, Simon?
- Hallo, det Jesper, ...Hallo!
- Tag dig nu sammen, knægt ...klokken er 13:43 og du ligger og snorker!
- Mhmm ...Kit?
- Jeg har en computer som du skal checke for mig, OG DET SKAL VÆRE NU !
- Hey hey, ...jeg er lige vå ...
- Du skal være hér om tyve minutter!
- Hey, hva' nu hvis broen er oppe?
- Så svømmer du, Simon!
- Hey! Jeg hedder al ...
>>klik<<
***
Han trak sig selv i hestehalen og stirrede stift på skærmen.
- Hmm, ....ja ...
- Hvad?
Kit satte sig op.
- Hmmm, ....ja ...
- For fanden, er manuskriptet der eller ej ....hvor svært kan det være?!
Simon smilede til hende.
- Ja, du kan jo ikke finde ud af det selv, vel?
Kit så vredt på ham.
- Computere har aldrig været mit store nummer. Men jeg har sgu da selv kørt den hjem inde fra forlaget.
- Men så er det godt at du har mig til at pille ved indmaden.
- Ja, ja, grønært, ...hvad har du fundet ud af?
- Øhm, ja ...der har nok engang ligget et stort tekst-dokument, men ...
- Men?
Han hev sig lidt i hestehalen og så på hende.
- Ja, det ligger hér ikke længere ...
- Jeg forstår ikke en skid af hvad du vrøvler om.
- Never mind, det er der aldrig nogen der gør ...men der har ligget en tekst som hedder ...
- Ja, "Midaldrende og hva´så ?!"
- Øh, ja ...hvor vidste du det fra?
- Fordi jeg er privatdetektiv ...og fordi jeg allerede har de første 8 sider! Men jeg mangler resten!
- Ja, de er hér altså ikke, Kit.
- Fuck ...hmmm, så er det tid at besøge hendes arbejdsplads.
***
Pigen på den anden side af de automatiske glasdøre var høj, tynd og blond. Hun lignede en der var ansat fordi hun mindede en del om Claudia Schiffer.
Hun så op fra sit Alt for Damerne, da hun hørte glasdørene glide til side.
Kit gik helt op til skranken.
- Hej, mit navn er Kit Karlsen. Jeg er her angående Jonna Gilbo.
Pigens azur-blå lyste op.
- ...ja, det er så frygteligt, ikke?
- Jo, ...kan du ikke vise mig hvor hun sad?
- Erhm ...
Pigen bed sig i læben og rettede på den sløjfe hun havde i håret.
- Ja det var ikke her i vestibulen, vel?
- haha, næe ...op ad trappen, første dør på venstre hånd.
- Tak.
Kit gik op af trappen som var et miskmask af krom, glas og gips. Da hun nåede op på første sal, så hun med det samme døren med navne-skiltet "Jonna Gilbo, Sekretær".
Hun tog fat i messinghåndtaget. Døren gled stille op. Kontoret var bagende varmt. Det virkede som om der ikke var blevet luftet ud i en uge, hvilket der sikkert heller ikke var.
Alting så ud til at være sirligt ordnet. På væggen hang en Matisse-reproduktion og på skrivebordet stod et billede at to piger i noget der lignede kostskole-uniformer.
Kit satte sig ned og åbnede den øverste skuffe i skrivebordet.
Orden, orden og orden. Jonna Gilbo var ikke typen der gemte vingummi eller bolcher i sine skrivebords-skuffer. Kit sad og overvejede om det var fordi hendes appetit var større og gik i en helt anden retning, da døren gik op og Adonis stak hovedet ind.
- Hej, jeg hedder Gorm Willumsen ...Pia sagde at politiet var heroppe, ...
Kit rettede sig op.
- Jeg er ikke ...
- Hvis der er noget jeg kan hjælpe med ...?
Han var omkring fyrre, men hans hår var helt tæt og kulsort. Han havde brede skuldre og muskler alle de rigtige steder.
- ...øh ...jam' hvordan får jeg fat i dig?
Han smilede.
- Bare fløjt. Jeg sidder lige inde ved siden af.
Kit rødmede let og så ud af vinduet. Gorm lukkede døren igen.
Hun overvejede at tænde for computeren, der stod og gloede olmt på hende. I stedet gik hun ned i vestibulen.
- Du, Pia ....
Blondinen så op fra sit ugeblad.
- Ja, hej igen ...Tina, var det?
- Kit, faktisk ...Kit Karlsen.
Pia fnisede og holdt undskyldende en hånd med rødlakerede negle op foran munden.
- Du, Pia, kan du ikke fortælle mig lidt om Jonna ...var hun sån ....
Pia rettede på spadseredragten og slog med hårpisken.
- Ved du, hvad ...sån kvinde til kvinde, altså ...hun var mit store ....hvad skal jeg sige ....idol, ...sån li'som, altså.
Kit rynkede panden.
- Hvad mener du?
Pia sænkede blikket og stemmen.
- Du ved, hun kunne bare få dem allesammen, du.
- Allesammen?
- Mmm, Gorm ...og ...
- Gorm? Ham med håret?
- Mm ...og han er endda gift med en gudinde og har to børn!
- Ja?
- Og Niller har hun også haft ...og måske også Ole ...
- Niller?
- Ja, Nikolaj Strøm, men han er holdt op og er blevet noget indenfor musik ...producer eller noget ....
- Hvordan?
- Hvad?
- Hvordan kunne hun score alle de dér fyre. Hun var jo over halvtres!
Pia trak på skuldrene.
- Det var vel noget med drifter ...
Kit så ind i de blå øjne. Den blå farve mindede hende om ...noget fra da hun var ung.
- Drifter?
- HALLO!
Kit så op. Hans fuldskæg sad i tjavsede stykker rundt på hans underansigt og han havde et par hornbriller siddende yderst på næsen. Hans ansigt's kulør var gusten bleg. Huden var fedtet og fyldt med urenheder. Alligevel genkendte hun ham med det samme som "Den sure med den røde jakke fra Tivoli".
- Er De fra politiet?
- Næe´, jeg er privatdetektiv Kit Karlsen, og De er?
- Jeg er Ole Bræm og jeg er chef her og jeg har ingen erindring om at have inviteret Dem!?!
Han gik langsomt ned af trappen.
- Erhm, jeg er ansat af Fru Gilbo's forlægger til at finde manuskriptet til hendes sidste bog.
Ole Bræm var nået helt ned til hende og stod nu faretruende tæt på.
- Ja, hendes private gøremål kommer næppe hendes arbejdsplads ved, vel?
Han var mindst et hoved højere end hende, men Kit så bare iskoldt op på ham.
- Jeg vil tro at politiet OG hendes sagfører vil finde det intressant at hendes arbejdsgiver, Ole Bræm, forsøger at skjule bevismateriale.
Han smilede, så Kit kunne se en række skæve tænder, gulnede af for meget tobak.
- Vældig godt .... men i følge politikommisær ...erm ...Fjeddersen, er mordet opklaret og det var faktisk en skør narkoman der gjorde det. Så der er jo ikke rigtig brug for mere bevismateriale, Fru Karlsen!
Han gik et skridt tættere på.
Kit gik et skridt tilbage.
- øhm jeg leder sådan set efter hendes manuskript ....
- Ja, og det er ikke hér! ...farvel !
Kit drejede rundt på hælen og gik ud gennem glasdørene.
*************
5.del
Kit trykkede sig ned i bilsædet, da hun så at de kom ud gennem glasdørene. Hun ventede et øjeblik og satte så vognen i gear og trillede med slukkede lygter efter dem. De gik ind på "Kaj's Hjørne" tre gader længere henne. Kit parkerede og listede ind efter dem.
Værtshuset var godt fyldt. Et beskidt og snusket sted. Ikke noget for pæne piger som hende. Røgen fra tusind cigaretter drev langsomt rundt i lokalet. Kit famlede instinktivt efter sine egne smøger, men kom så i tanke om at hun var stoppet. Gorm, Pia og en rødhåret pige som Kit ikke kendte sad i en bås helt nede ved toiletterne.
Kit satte sig ved et bord ved udgangen. Absolut ikke en oplagt detektiv udkigspost, men det var bedste hun kunne få.
Efter et par sjusser blev båsen ved siden af dem ledig. Kit bestilte en triple Jack D. og en kaffe. Hun satte sig med ryggen mod Gorm og de andre og prøvede at filtrere støjen fra.
- Jeg sir jer den var enorm. Jeg var slet ikke sikker på jeg kunne få den ind!
- Ja, søde Pia, det er de allesammen ...
For Kit lød det som om nogen fnisede, måske hende den rødhårede.
- Men ...men ...Gorm ...er din også så stor?
- Så, Pia ...nu er det ikke størrelsen det kommer an på. Selvom den er stor kan den godt i virkeligheden være lille ....og omvendt ....
Den rødhårede fnisede igen.
- Jamen, Gorm, vil det sige at selv hvis du smider en kæmpe én på bordet, så er det slet ikke sikkert den har noget i sig?!
Gorm hævede stemmen en smule.
- Prøv at følge med, hvis nu jeg har en lille én ...øhm ...f.eks IBM's nye 22 Gb harddisk ....den er ikke særlig stor ....men for bare to år siden ville en tilsvarende harddisk ha' været kæmpe stor, forstår I ?
Kit tog sig til hovedet.
- Nårh, piger, jeg må også hjem til familien ...den skal jo også passes.
- Jeg troede de var i Jylland ....
- Næe, Pia, de kom såmænd hjem i går ...nårh ...vil I med derudaf?
Kit rejste sig og strøg ud af værtshuset. Hun klemte sig ind i opgangen ved siden af værtshuset..
Gorm og Pia gik over mod 2'erens stoppested. Af og til vendte de sig om og grinede og vinkede til den rødhårede som var på vej ned mod Vanløse station. De gjorde holdt ved stoppestedet. Gorm studerede køreplanen intenst. Kit trak kraven op om ørene og begav sig hen mod Bræm Reklame aps. Det var tid at rode i Gorm Willumsens skuffer.
***
Kit lirkede forsigtigt vinduet ud. Ingen havde tilsyneladende opdaget indbruddet, så der var fri adgang til lager-rummet. Med noget besvær kom hun gennem vinduet. Hun satte sig tungt ned på et gammelt skrivebord. Efter et øjeblik listede hun med lommelygten i hånden, ud i vestibulen. Alt var som natten før, bortset fra at månen nu var bag en sky.
Hun fandt Gorm's kontor. På skrivebordet stod to guldindrammede fotografier. Det ene var af en ca. 40-årig kvinde med langt mørkt hår, hun lænede sig op af noget der godt kunne være et hus i Grækenland. Det andet foto, den samme kvinde, men denne gang med to piger på ...8 og 12 år. Kit tog billedet op. Hun sank en klump.
Hun gennemrodede flere stakke af håndskrevne noter. Men der var intet hun kunne bruge.
Hun slukkede lyset og sneg sig ned af trappen. Da hun nåede døren til lager-rummet, kunne hun høre en svag bippen og derefter lyden af glasdørene der gled op. Hun skyndte sig ind på lageret og krøb sammen under det gamle skrivebord.
Hun kunne høre stemmer der kom nærmere.
- ...er det bedre end dit kontor?
- Mmm ...hér kommer aldrig nogen, og vi kan låse døren.
- Hmm, jam' Gorm, du vil da ikke have at jeg skal ligge på gulvet, vel?
Kit kunne genkende Pia's stemme.
- Næe, søde,gulvet er godt nok, men det gi'r altså ar på knæene og på sjælen.
Pia fnisede.
De var nu kommet helt ind på lageret. Døren blev lukket. Kit kunne høre et nøglebundt der raslede.
- Kom, sæt dig op på skrivebordet.
- Jam', Gorm ...det er jo Nillers gamle skrivebord.
Hun fnisede igen.
- Ja, det er nok det tætteste han nogensinde kommer på sex.
Det knagede i bordpladen da Pia satte sig på kanten af skrivebordet.
Et øjeblik var der næsten helt stille. Kun en stille raslen af tøj der blev taget af.Hun kunne høre de kyssede. Pludselig tog fanden ved dem og der blev en stønnen og en prusten. Det gamle skrivebord knagede og bragede. Kit lukkede øjnene og stak fingrene i ørene.
***
Hun hældte whiskey helt op til kanten. Stak hovedet hen til glasset og tog et ordentligt søb. Klokken var fire, hun var til sidst sluppet ud. Hendes kontor virkede underligt tomt. Der var noget i vejen med hendes sexliv. For eksempel at det ikke eksisterede ...eller var en skygge af fordums storhed.
Hun var sulten. For fanden, hun var ikke fyldt 40! Det var for tidligt at lægge sig ned og dø.
Nårh, Gorm Willumsen's sexliv fejlede tilsyneladende ikke noget. Sekretær-Pia var godt tilfreds. Kit var ikke uimponeret, manden var alligevel i starten af fyrrene. Men hvad med hans kone? Gik han hjem og dyttede hende bagefter? Og hvis det var rigtigt hvad Jonna Gilbo skrev, så forgreb han sig måske også på sine børn. Et forbandet sexmonster.
Der var noget bagerst i Kit's hoved der flittede rundt. Der var noget som var forkert. Hun tømte glasset i et drag. Hun smed sig på sofaen og faldt i søvn.
***
- Ja, gu' havde han syfilis, men hva' så, Kit?
Hun smilede og lagde hovedet på skrå.
- Stadie?
- Øhmm, ...det ved jeg sgu ikke ....hvorfor? Er det vigtigt?
Feddersen rodede stakken af papirer fra retsmedicinsk igennem.
- Øh ...første stadie.
- Aha!
- "Aha", hvad?
- Ja, det ved jeg ikke, ...men det kunne være vigtigt, ikke.
Hun smilede til ham.
- Ha, Kit, du har ikke en skid check på den hér sag.
Hun sparkede til hans papirkurv, så den med et klunk røg hen i et hjørne af kontoret.
Feddersen grinede.
- Når nu hun alligevel ikke skriver hvem han er, hvorfor skulle han dog slå hende ihjel?
Kit så på ham med et uudgrundeligt blik.
- Henry, det er dig der er politimand, ikke?
- Jo, det er det vel?
- Kan du så ikke se det for dig? Hun opdager at han køber sig til unge homoseksuelle mænd, måske kommer han til at fortælle hende, i en kæmpebrandert, hvordan han har misbrugt sine børn ...hmmm ...
Kit stoppede op og blev fjern i blikket.
- ...når de så bli'r ædru lover hun ikke at fortælle det til nogen, men en dag opdager han, måske ved et tilfælde, at hun er ved at skrive en bog. Han læser hendes første bog og så går der fuldstændig panik i ham! Han forsøger at skræmme hende, men det hjælper ikke. Til sidst hyrer han en af de narkomaner han kender fra miljøet. For at være på den sikre side, tager han selv ud til hende og sørger for at hun dør sån rigtigt. Narkomanen som selvfølgelig er et fjols ...får skylden ...og dagen efter slår Gorm ham ihjel. Snipsnapsnude ......
Feddersen lagde panden ned på skrivebordet med et sagte dunk.
- Kit lov mig en ting. Bliv aldrig forfatter ...dine ideer er elendige og langt ude ...spar verdenslitteraturen for denne fejltagelse.
Kit smilede.
- ...måske kunne jeg få job på tv?
- Ja, eller i zoologisk have ...eller tag til Jylland, der er masser af rare politibetjente derovre.
- Men ingen er som dig, Henry! Gør mig en tjeneste ...check op på Gorm Willumsen's fortid ...vil du ikke nok?
- Hmmm, jo det vil jeg vel ...iøvrigt har jeg checket med vagthavende, Fru Gilbo havde ringet adskillige gange for at fortælle at nogen luskede rundt i hendes have, at der blev ringet til hende midt om natten og at hun følte at nogen fulgte efter hende. Så vidt jeg kan forstå, virkede hun lidt opkørt, men vi har haft patruljevogne derude et par gange uden resultat.
- Men der var åbenbart noget om snakken, ...så kan man jo godt blive lidt opkørt. Henry, jeg vil gå hjem og udtænke en snedig plan til hvordan vi kan fange det perverse svin.
*****************************
Mordet på Jonna Gilbo
En Kit Karlsen Krimi
6.del
Kit rejste sig og kiggede på sig selv i spejlet på toilettet. Var hun ved at blive syg? Hun havde sorte rande under øjnene, men det var normalt og hun synes selv det stod godt til hendes lyse øjenbryn. Hun trængte til ferie. Hun trængte til en ordentlig mand. Bare en mand faktisk. Hun var ikke kræsen, sån da. Bare han lignede Richard Gere eller ham dér fodboldspilleren, hva' faen var det han hed?
Bare han havde en ordentlig ...nårh hun trængte til en stiv whiskey.
Hun havde siddet en time. Først havde hun anstrengt sig, så hun var blevet helt blå i hovedet.Men til sidst havde hun bare opgivet og havde siddet på tønden og kastet papirkugler efter et billede af Svend Auken som hun havde hængt op til det samme. Lige meget hjalp det. Hun var tom for gode ideer og hun var angrebet af en svær forstoppelse, som altid dukkede op i kølvandet på en vanskelig eller uløselig sag.
Det var jo ikke fordi sagen ikke var opklaret. Det var mere hvordan hun fik skovlen under idioten.
Der var kun en ting at gøre. Direkte konfrontation. Hun måtte tage ud og snakke med Gorm. Præsentere ham for bevisernes stilling og så se om han ikke brød sammen og tilstod.
Hun stak pistolen og mobiltelefonen i lommen, tog manuskriptet under armen og løb ned til sin bil.
***
Kit drejede ind på parkeringspladsen ved "Bræm Reklame aps" ti minutter i fire. Glasdørene lukkede sig bag hende med et "whoosh". Receptionisten så forskrækket op. Kit smilede til hende.
- Hej, Pia ...hvon går det?
Pia lagde læbestiften væk og smilede tilbage.
- Hej ...øh ...Kit, jo tak det går fint ...vi er ved at lukke.
- Nårh, men jeg skulle også bare veksle to ord med Gorm, hvis ellers han har tid.
Kit smilede skælmsk.
- Jamen, Gorm har fri idag ...hans familie er kommet hjem fra Jylland og det skal jo også passes.
Pia lavede trutmund og studerede intenst sine negle.
- Øh ...nårh, men så fanger jeg ham da bare der hjemme...bor han ikke ude i ...øh....
- Jo, Rødovre...Valdorfvej nr. 15
Kit lukkede øjnene og takkede gud for at ikke alle blondiner var så smarte som hende selv.
- Nårh, HALLI HALLO ...det er jo den gode detektiv Kit Karlsen, som gæster os med endnu et besøg!
Ole Bræm kom smilende ned af trappen.
- Nårh fru privatdetektiv har vi så fundet det mystiske manuskript?
- Ja, ja, ...for længst.
Bræm kom helt hen til hende og smilede bredt.
- Nårh, stod der så noget saftigt og inkriminerende om os allesammen?
Han havde dårlig ånde og et forkølelsessår med kraftige skorper på overlæben. Hun kiggede væk.
- Næe, nu er jeg jo ikke litteratur-kyndig, så jeg har forlængst afleveret manuskriptet til Fru Munkedahl, det er jo forlagets opgave at vurdere om det er læsværdigt for en større flok.
Bræm smilede bredt og klappede hende på skulderen.
- Ja, jaha, det kan der sørme være noget om, så må vi alle vente spændte og se om vi bliver udødeliggjorte af Jonna's hvasse pen. Haha ...
Kit bestemte sig til at hun bedre kunne lide ham, når han var sur.
- Nårh, jeg må også videre ...
- Ja, jeg er også på vej ...
Bræm slog ud med armene.
- Hvad med et lift?
Kit holdt afvisende hånden frem.
- Næe, jeg er selv kørende og jeg skal også den anden vej.
- Den anden vej? ...Nårh, ...ja, haha ...den var meget go' ...men så farvel ...
Bræm skyndte sig ud på parkeringspladsen. Kit fulgte ham med øjnene.
- Er han overhovedet til at holde ud?
Pia fulgte hendes blik.
- Næe han bli'r mere og mere underlig ...det går nok mest udover familien ...han er blevet lidt sær ...men du kender chefer.
Kit så på hende og rystede på hovedet.
- Næe .....
***
Han kunne se hende stige ud af bilen. Hvad skulle hun hér? Det var jo helt forkert. Han satte sig ind i bilen og kørte ind mod byen.
***
Kit så ind over hækken. De to piger sad og gyngede. Kit spejdede efter garagen eller carporten, men det var ikke lige til at se derfra hvor hun stod. Hun fulgte hækken indtil hun var lige ud for pigerne.
- Hej, halløj, er det jeres far's hvide Opel der står parkeret henne på hjørnet?
De holdt op med at gynge.
- Ahvad?
- Er det jeres far's bil der holder henne på hjørnet?
- Næe, for vi har altså ikke nogen, vel, Laura?
Den store pige rystede på hovedet.
- Nej, men vores mor er ved at tage kørekort, så vi allesammen selv kan køre ned og besøge mormor og morfar.
Kit så på dem.
- Har jeres far ingen bil?
Den yngste pige begyndte at gynge igen.
- Nej det har han ikke ...nejnejnejnej ....
Den store pige kom helt hen til hækken.
- Men vores mor siger han godt må køre med hende ....hvis han er sød, altså ...
Hun blinkede med noget besvær til
Kit, men Kit så hende ikke længere. Hun stirrede på et punkt
langt væk. Ingen steder.
Den lille var en dreng. Det mindste barn var en dreng i Jonna's manuskript. Det hér var helt forkert! Gorm havde ingen bil. Det var en anden der havde slået Jonna ihjel. En anden ...som havde syfilis ...syfilis som gav sår de underligste steder ...Ole Bræm!
Kit løb tilbage til sin bil.
***
Kit kunne se at der var lys oppe på Fru Munkedahl's kontor.
Hun sprintede op af trappen. Da hun nåede op til tredie sal var hun færdig. Hun stønnede og hvæsede. Der var ikke tændt lys bag den store dør med glasmosaikken.
Hun skubbede til døren med foden. Intet. Hun kunne se lyset fra Fru Munkedahl's kontor langt nede af gangen.
Pludselig var der nogen der råbte op og derefter et skrig. Kit satte i løb.
Da hun nåede hen til kontoret kunne hun se Fru Munkedahl ligge livløs ind over skrivebordet, skæftet af en kniv stak op mellem hendes skulderblade. Ole Bræm stod ved siden af hende. Han smed rundt med stakke af papirer.
- HVOR? HVOR!? Din gamle lede sæk!
Han smadrede en karaffel mod væggen så den knustes i tusinde stykker og indholdet, en alt for dyr sherry, plaskede udover et maleri af forlagets grundlægger.
Kit trådte ind i kontoret.
- Stop!
Han så på hende. Drejede sig rundt.
-Du blander dig hele tiden i mine ting! Du skal bare skride!
Spyttet stod ham om munden. Det var som om hans øjne havde fået et gulligt skær.
Kit fumlede efter sin pistol, men fik fat i mobilen. Hun så på telefonen, smilede og gik et skridt tilbage.
Bræm sprang hen til Fru Munkedahl og begyndte at lirke kniven løs. Den gamle dame stønnede højlydt, da kniven blev vredet frem og tilbage.
Kit trykkede "8" og ventede et øjeblik.
- Ja, det er Feddersen , hva' sir Kit så?
- Bredgade 22, pronto!
Hun smed mobilen fra sig. Bræm havde fået vristet kniven fri og gik hen imod hende. Kit trak sin pistol frem. En kortløbet .38 med perlemorsskæfte og initialerne "K.K."
- Stop, Bræm! ...du er syg og har brug for hjælp!
- Jeg skal bare se mm ...mm ...manuskriptet.
Han duvede frem og tilbage som om han var skidefuld.
- Jeg vil bare se hvad hun har skrevet om mig!
Det lød som om han græd, men der var ingen tårer at se, kun det gullig gustne blik.
Han kom nærmere. Kniven var løftet op i skulderhøjde og pegede direkte på hende. Kit gik et skridt baglæns og tog fat med begge hænder om pistolen.
Hun løftede den og sigtede på en plet mellem hans øjne.
- Stop, Bræm! Det er slut!
Hun skiftede grebet om pistolen. Han løftede kniven, gik et skridt fremad, og huggede ud efter hende. Kit dukkede sig for kniven og kom ind bag hans arm. Hun rettede sig op og slog med alt sin kraft pistolen mod hans underansigt. Han skreg op i smerte og gik et skridt tilbage, og løftede så kniven igen, men smed den så fra sig og satte sig ned i en af de store læderlænestole.
Kit sænkede tøvende pistolen. Han tog hænderne op foran ansigtet. Nu kom tårerne. Kit gik langsomt over mod den blødende Fru Munkedahl.
***
- Hmm,ja, ja, godt gået, Kit ...Jeg tog fejl, du havde ret. Måske skulle du alligevel være blevet hos os.
Kit kiggede undersøgende ned i hans madpakke.
- Det var godt du dukkede op inden gamle Fru Munkedahl forblødte. Hun er jo et koryfæ i dansk litteratur.
Kit rørte lidt uroligt på sig. Hun havde aldrig været god til ros. Ikke at der havde været så meget af det.
- Du, gamle, der er en ting jeg er nødt til at spørge dig om ....
- Hmm, ja, du vil vide hvorfor Jonna Gilbo kastede sig over Ole Bræm?
- Næe, det kan enhver se ...jeg tænkte mere på om du er helt sikker på at du kan spise den makrelmad?
***
Kit havde lagt benene op. Rødvinsglasset var fyldt til randen. I hendes skød lå Jens Christian Grøndahl. Hans seneste roman. Hun havde set billedet af ham i boghandlerens vindue. Han så da meget godt ud. Gad vide om han vidste noget om kærlighed. Kit åbnede bogen.
>> Driiiiing<<
- ...llo, det detektivbureauet, det Kit.
- Ja, ...øh ...mit navn er Jan.
- ..., og mit er Kit Karlsen, hvad kan jeg hjælpe med?
- Jeg ...tror jeg har brug for en ...øh ...privatdetektiv ...
- Jamen, det kan vi da allesammen få brug for ...hvad er problemet?
- Ja, altså, min ven ...han hedder Ken ...han er altså blevet væk.
- Mmm, det lyder nu som om du skulle prøve at ringe til politiet.
- Jam' jeg har ringet, ...politiet siger at han nok er taget på ferie i Jylland eller på Bornholm.
- Hmm, ...ja, men vi kan da sagtens aftale et møde ...? Hvornår passer det?
- Ville du være ked af at komme her ud?
Kit lod Grønbæk glide ned på gulvet.
- Nej, nej, det er da bare fint, ...jeg skal lige have en lap at skrive på .....
***********************